Fertilitetsterapi & ufrivillig barnløshed
For mange kvinder (og mænd) indeholder livet et naturligt ønske om at stifte familie på et tidspunkt og få titlen som 'Mor' ('far'). For nogle af os viser det sig ikke at være så nemt at opnå denne drøm, hvilket ofte medfører en livskrise. Det kan betyde, at ens forventning om livets naturlige udvikling og måske endda livets mening pludseligt brister. Samtidig kan man miste kontakten til sin krop og tanken om at man har en sund og rask krop, som er i stand til at skabe liv og få børn på naturlig vis, udfordres. Følelser som skam, fortvivlelse, sorg, misundelse og vrede vil ofte melde sig.
Dernæst melder mere usikkerhed sig på banen og den psykiske trivsel udfordres yderligere, når man starter op i fertilitetsbehandling. Her begynder uvisheden om hvornår det mon lykkes, om det lykkes, hvor mange forsøg der skal til, de utallige konsultationer, ægudtagninger og hormoner - ikke at forglemme. Samtidig består fertilitetsbehandling ofte af lange ventetider, fra cyklus til cyklus, men også om der er plads til en (i det offentlige) eller om man må vente til næste cyklus. Alt imens uret tikker og man føler tiden løber fra en. Det kan give en følelse af afmagt og for mange kan det være svært at acceptere, at der ikke er meget man kan gøre her.
På det praktiske plan, er fertilitetsbehandling også styrende, eftersom det medfører et liv, der i perioder styres af hormoninjektioner, behandlingsskemaer, ventetider, scanningstider osv. Mange kvinder oplever, at deres humør bliver påvirket af de store mængder hormoner, som behandlingen omfatter. Udover den hormonelle indvirkning på humøret, er det også normalt at selve processen, hvor håb afløses af skuffelse og sorg, påvirker både kvindens og mandens humør. Det er som en sorgproces der starter forfra måned efter måned.
Det er ikke unormalt, at man rammes af følelser af skyld over sin tidligere livsstil – måske over ikke at have passet godt nok på sig selv og sin krop. Du kan som kvinde, eksempelvis få skyldfølelse over, hvis du ikke producerer mange æg eller der ikke er æg til oplægning.
Endnu en følelsesmæssig belastning kan opstå i forbindelse med, at mange der går i fertilitetsbehandling oplever, at omgangskredsen i mellemtiden lykkes med at opnå graviditet og får børn. Dette kan bidrage til en følelse af ekskludering og fremmedgjorthed fra omgangskredsen og ligefrem samfundet og man kan rammes af skam over at misunde andres graviditeter. Det kan betyde, at man isolerer sig yderligere.
Der hersker ingen tvivl om, at fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed i høj grad påvirker den psykiske tilstand, og mange har brug for hjælp under behandlingen til at håndtere den psykiske belastning.
Jeg har selv været der. Jeg kender til ALLE de tanker, bekymringer og utrolig svære følelser der følger med. De må gerne være der og jeg vil gerne skabe rummet hvor du også mærker det. Hvor du mærker at der er plads til hele dig og alt det du kommer med.
For nogle kan det være så simpelt, som at det føles rart at tale med en udenforstående person om forløbet og konsekvenserne. For andre, som har svært ved at rumme sin situationen, og som eksempelvis oplever stress eller depressive symptomer, kan behandling hos en psykoterapeut være et afgørende middel til at facilitere en hensigtsmæssig udviklingsproces. Samtaler med en psykoterapeut, der kan give indsigt i problemstillingen og som har konkret viden, samt specifikke værktøjer til håndtering af situationen, kan derfor hjælpe dig med at reducere belastningen undervejs. Samtalerne vil være unikke for den enkelte, idet barnløshed forstås af den enkelte på forskellig vis og påvirker alle mennesker forskelligt.
Gennem en indledende samtale, taler vi om dine ønsker og behov, før vi udforsker, uhensigtmæssige tanker og antagelser, hvordan du kan have omsorg for sig selv i processen, hvordan du bedst kan håndtere angst, tristhed eller bekymring, eller hvordan du kan ændre på eventuelle problematikker i parforholdet og ikke mindst forholdet til dig selv.
For nogle vil forløbet efterhånden handle om, hvordan man kan acceptere permanent infertilitet, mens det for de fleste heldigvis handler om, hvordan man bedst kan komme igennem den svære periode.
Jeg tilbyder individuelle samtaler og gruppeforløb til dig, der kæmper med ufrivillig barnløshed.
Hvad kan du forvente?
- Støtte og omsorg i den svære proces du er i
- Redskaber til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer
- En større bevidsthed om dig selv og hvordan fertilitetsforløbet påvirker din dagligdag og dine relationer
- Hjælp til øget kropsbevidsthed og kropskontakt
- Indsigt i hvordan du ønsker at leve dit liv, og hvilke værdier, som er vigtigst for netop dig